Giver det overhovedet mening, at bruge en revisor til sit regnskab? Ja, tro det eller ej, man møder jo spørgsmålet fra tid til anden. Svaret er selvfølgelig “ja!” det giver mening.
Det gør det navnlig af tre grunde: 1. for at få opgjort indkomst og balance så retvisende som muligt, 2. for at alle andre der læser regnskabet kan have tillid til regnskabet og 3. for at betale det rigtige beløb (ikke for meget og ikke for lidt) i skat.
Men, revisorer finder også mange fejl, som bliver rettet før regnskabet overhovedet kommer ud af virksomheden. Det har FSR-Danske Revisorer nu lavet en undersøgelse over, som er ganske interessant.
Betyder det så noget?
Det er typisk fejl i debitorer og varelager som revisorerne retter og begge dele er jo vigtige beløb i de fleste regnskaber. Er debitorer eller varelager opgjort forkert, kan det betyde mange penge mere eller mindre i overskud (og dermed i skat).
Men, derudover retter revisorer også fejl i andre ting: Værdi af aktiver, omsætning, værdi af aktier i datterselskaber, gæld og eventualforpligtelser. Det sidste er ikke noget der fremgår af regnskabets tal, men det er vigtigt at vide, hvis et selskab har bundet sig til f.eks. en lang leasingkontrakt.
Så, alt i alt: Ja, der er god grund til at bruge en revisor – om ikke andet, så for at sikre sig at væsentlige fejl i regnskabet bliver rettet, før andre får regnskabet at se.
No comments yet.