Kan renter til SKAT trækkes fra i skat?

Det har altid været god latin, at renter man betalte til det offentlige, kan ikke trækkes fra som renteudgifter. Dermed var renter til det offentlige anderledes end renter vi betaler til f.eks. bank eller realkredit, som jo netop kan trækkes fra.

Nu er det offentlige jo mange forskellige ting og nogle selskaber er offentligt ejede, så der er brug for lidt præcision.

Hovedreglen er sådan:

Fradrag: Renteudgifter til kommune, ejendomsskatter, renter på grund af for sent betalt moms og skat, kan ikke trækkes fra.

Ikke-fradrag: Renteudgifter som skyldes for sent betalt vand/kloak/el/gas m.v. kan trækkes fra. Renteudgifter på en skattebøde kan også trækkes fra.

De nye regler (som er blevet ændret igen)

Nu er reglerne imidlertid ændret lidt (pr. 1. august 2013). Man kan stadig trække renter fra som nævnt ovenfor, men nu kan visse renter på gæld af A-skat, moms, B-skat o.s.v. også trækkes fra.

Man deler renterne op i to slags renter:

Påløbne renter: Det er de renter som man opkræves, f.eks. på skattekontoen eller på et kontoudtog med girokort, når man ikke har betalt til tiden. Den slags renter kan ikke trækkes fra. Ikke noget nyt der.

Men, så er der også:

Inddrivelsesrenter: D.v.s. renter man betaler hvis man betaler af på gæld til Gældsstyrelsen. De var i perioden 1.8.13. til 31.12.19. fradragsberettigede. Det er de ikke mere. Hverken de renter, som tilskrives i 2020 eller som vedrører tidlligere perioder.

Selvom renten er helt oppe på 8,05% om året, gives der efter 1.1.2020. ikke fradrag.

Let og overskueligt? Nej, egentligt ikke. Men, heldigvis har SKAT fået den opgave at indberette rentefradraget automatisk, ligesom banker og realkredit gør. Vi skal så blot være opmærksomme på at nogle renter kan trækkes fra og nogle kan ikke. Fremover, efter 1.1.2020. bliver hovedreglen igen “ikke fradrag.”

Anbefaling:
Rent bogføringsteknisk vil jeg anbefale at føre alle renter, som betales til SKAT, som renter der ikke kan trækkes fra. Samt føre betalinger på afdrag af skattegæld som normalt.

Ved årsskiftet må man så tage hensyn til at noget kan trækkes fra og andet ikke – alt efter, hvad SKAT indberetter. Og, bed mig ikke om at regne netop det efter….

4 Responses to Kan renter til SKAT trækkes fra i skat?

  1. Jørgen Olsen 13/07/2017 at 14:47 #

    Jeg har lige en diskussion omkring man kan trække SKAT’s rykkergebyrer fra.
    Eller gebyrer for foreløbigt fastsat moms.
    Umiddelbart hælder jeg til at det er renterne der ikke er fradragsberettigede, men er det også gebyrerne ?

    • Søren Revsbæk 13/07/2017 at 15:07 #

      Umiddelbart vil jeg mene at gebyrerne heller ikke kan trækkes fra, for de er ikke en sædvanlig driftsudgift. Der findes en afgørelse, godt nok et par år gammel, hvor en erhvervsdrivende slet ikke fik fradrag for gebyrer (i dette tilfælde på manglende betaling af leasingydelser) fordi, det ikke blev anset for en almindelig driftsudgift – altså ikke nødvendig for at sikre driften. I praksis vil man nok trække et enkelt eller to gebyrer fra. Jeg vil vurdere at man ikke kan trække SKAT´s gebyrer fra. Se iøvrigt http://skat.dk/skat.aspx?oID=157623&chk=214126

  2. Jan Dalsgård Rasmussen 25/08/2021 at 15:07 #

    Det er godt nok en gammel artikel, men jeg prøver alligevel. Jeg skal betale renter til Feriekonto, på grund af for sent betalt feriepenge til en medarbejder, Feriekonto har sendt en opkrævning på feriepengene og renterne. Er renteudgiften fradragsberettiget?

    • Søren Revsbæk 17/09/2021 at 15:04 #

      Hej Jan. Det mener jeg ikke at man kan. vh/Søren Revsbæk

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.