Skattefrit salg af forældrekøb

Skattefrit salg af forældrekøb. Hvad skal der til?

Spørgsmålet dukker jo op fra tid til anden, for det er naturligt nok, at mange tænker: Kan vi slippe for skatten ved videresalg af forældrekøbslejligheden? Og ja, det kan man, så der bliver tale om skattefrit salg af forældrekøb. Men, der gælder visse betingelser.

Skat af fortjeneste

Reglen er, at når man har en udlejningslejlighed og sælger den med fortjeneste, så skal der betales skat. Hvis man bruger virksomhedsordningen (og det gør nok de fleste) så er det op til 56% i skat af fortjenesten, hvis man betaler topskat.

Kan man slippe for skatten?

Ja, det kan man, hvis forældrene først sælger til barnet og barnet så sælger videre. Forældrene kan jo sælge til +/- 15% af den offentlige vurdering (ejendomsvurderingen), når man sælger til barnet.

forældrekøbSkatten ved videresalg

Barnet køber lejligheden af forældrene til f.eks. ejendomsvurderingen og sætter så lejligheden til salg efterfølgende. Når barnet så tjener på at sælge, så er fortjenesten skattefri. Hvis, vel at mærke, at lejligheden har “tjent som bolig for barnet.”

Tjent som bolig…

Hvad betyder så det? Ja, det betyder at barnet skal selv have boet i lejligheden, medens barnet ejer lejligheden. Den periode som barnet har lejet sig ind, tæller ikke med. Og ja: Det er kun fra den dato barnet køber af forældrene og frem til salgstidspunktet der tæller.

Hvor længe skal man så bo i lejligheden?

Der er ikke nogen facitliste. Men, man skal passe på med at være “for frisk,” i at gå i gang med salget. En afgørelse SKM2017.91BR handler om det. I den sag, var barnet gået i gang med salg, straks da man havde købt og 2½ uge efter var lejligheden solgt. Det var for kort tid sagde retten og der skulle betales almindelig skat af fortjenesten.

Bemærk i denne sag: Salget sker i 2008, men sagen afgøres først i 2016, så det er rart at have styr på tingene fra starten og ikke vågne til en ekstraskat adskillige år efter.

Men, hvor lang tid er så nok?

Ja, der er som sagt ikke et svar man kan slå op. Jeg tør godt afsløre, at her på kontoret rådgiver vi til 1-2 år, hvor barnet reelt bebor lejligheden.

Det er ikke nok at man er tilmeldt adresse. Man skal også bo der, med det elforbrug, vandforbrug, forsikringer mv. som hører med.

Man skal betales sin licens på adressen, man har sine telefon- og netabonnementer på adressen. Man sover i lejligheden, spiser sin mad der etc. Og, man kan evt. dokumentere indretning m.v. ved fotos. Det er min rådgivning. Andre kan mene noget andet, så her udstedes ingen garantier eller standard for, hvad der nødvendigvis er rigtigt i det enkelte tilfælde.

Kommer så det rigtige tilbud ind af døren 3 uger efter, man selv har købt, ja så skal der betales skat – og det gør måske heller ikke noget, hvis det er det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.

Hvis man har lidt bedre tid, så er der skattefrit salg af forældrekøb, fordi forældrene sælger til børnene, som efterfølgende kan sælge videre

+/- 15% af den offentlige vurdering

Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre er, at man kan sælge billigt til børnene. Det vil sige under markedsværdien. Forældre kan sælge til børnene til en pris som er op til 15% højere end den offentlige vurdering hhv. 15% lavere end den offentlige vurdering. Deraf kommer de +/- 15% af den offentlige vurdering.

Hvis den offentlige vurdering er kr. 1.000.000, så kan prisen være mellem kr. 850.000 – 1.150.000 for lejligheden, når man sælger til børnene. Så er der skattefrit salg af forældrekøb.

Hvorfor så lige +/- 15%? Tja, det har Folketinget besluttet. Men reglen er fordelagtig, ikke mindst lige nu, hvor den offentlige vurdering typisk er meget lavere end den reelle markedsværdi.

Altså kan man sælge til en lav vurdering, +/- 15% af den offentlige vurdering, og barnet kan efterfølgende sælge videre til den reelle pris.

I 2019 var det planen, at der kommer ny offentlig vurdering. Nu er det udskudt til 2024, men der er ingen tvivl om, at vurderingen vil stige noget. Vil man sælge, er det derfor et godt tidspunkt at gå i gang med overvejelsen i efterår 2018 og eksekvere salget, senest i løbet af 2019.

Beregninger m.v. kan revisoren hjælpe med, ligesom vi kan hjælpe med regnskabet for forældrekøbet og den årlige indberetning.

 

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.